header_top

Arkiv 2013 - Referat fra Årsmøde - Vest Sen/Vet

Udskriv

 

 
Seniorer og Veteraner
 Holdturnering  2013
 
 
Årsmødet den 5. oktober 2013
i Hedensted Golfklub
 
 
Dagsorden:
1.    Valg af dirigent
2.    Formandens årsberetning
3.    Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse og decharge
4.    Fremtidigt arbejde og budget for 2013
5.    Indkomne forslag
6.    Valg af medlemmer til turneringsledelsen.
På valg er: Knud Højgaard (modtager genvalg)
På valg er: Bente Jensen ( modtager genvalg)
John Schiøler Andersen og Jørgen Troels Fabian ønsker begge efter mange år, at udtræde af Turneringsledelsen og der skal derfor min. vælges 2 nye medlemmer
Turneringsledelsen forslår:
Finn Lund, Vejle ( nuværende suppleant ) og Thomas Göbel, Odense
Begge har sagt ja til at opstille
7.    Valg af suppleant til turneringsledelsen
8.    Valg af revisor.
9.    Eventuelt
 
 
Formandens årsberetning:
 
Holdturneringen for Seniorer og Veteraner har i 2013 oplevet en pæn fremgang i antallet af hold, der ønsker at deltage i turneringen, idet der i år var tilmeldt 277 hold (en fremgang på 14 hold i forhold til 2012 i Seniorrækken og Veteranrækken tilsammen, hvilket endnu en gang bekræfter, at vi sammen med Region Øst står for Danmarks uden sammenligning største holdturnering for seniorer og veteraner.
Fordelingen hos Seniorer og Veteraner i vest har i 2013været:
 
Seniorer
Hos Senior A:              30 hold
Hos Senior B:               32 hold
Hos Senior C:               44 hold
---------------------------
I alt 106 Seniorhold
 
Veteraner
Hos Veteran-Elite:       16 hold
Hos Veteran A:            32 hold
Hos Veteran B:            32 hold
Hos Veteran C:            95 hold
---------------------------
I alt 185 Veteran hold
 
Det skal her bemærkes, at 4 klubber (3 fra seniorerne og 1 fra veteranerne) efter deres tilmelding og kvalifikation i turneringsåret 2012 til A – og B-rækken meddelte, at de alligevel ikke kunne stille hold.
Dette har ført til, at Senior A-rækken rækken blev reduceret fra de normerede 32 hold til de resulterende 30 hold.
Antallet af udmeldelser er en et klart mindre antal end i de foregående år, og det skyldes nok at Turneringsledelsen, i 2012 vedtog, at fra 2013 gælder, at klubber der framelder efter 1. april, hvor turneringsplanen er udmeldt,  pålægges en bøde på 500,-kr  , svarende til, hvad der også sker i Region ØST.
 
Der er i 2013 afholdt regionsfinaler i Senior A –, Senior B -, og Senior C – rækken, ligesom der er afholdt regionsfinale i Veteran Elite - Veteran A , Veteran B, og Veteran C- rækken.
 
Med hensyn til landsfinaler er disse afholdt i alle rækkerne undtagen i Senior C, hvor der ikke er nok hold i Region Øst, til at de kan stille med hold i denne række.
 
Derudover har den voldsomme fremgang af tilmeldte hold i Veteran C stabiliseret sig, hvor der i 2011 var 21 puljer, var der i 2012 i alt 22 puljer med 4 hold i de 18 puljer og 3 hold i 4 puljer, og nu her i 2013 var der 24 puljer med 4 hold i hver i de 23 puljer og 1 pulje med 3 hold.
 
Ser man på golfsportens historiske udvikling i Danmark er der en hel del seniorer, der nu har nået en alder, som har ført til, at de presser på for at komme til at spille med i veteranernes holdturnering.
 
I Region Vest skulle man hos både Seniorer og Veteraner have kvalificeret sig i holdturneringen-2012 for at spille i A- og B-rækkerne i 2013, medens der har været fri tilmelding til C-rækkerne i 2013.
Her er det tilladt at have mere end ét hold i en C-række.
Turneringsledelsen har efter en evaluering af forløbet i 2012 i Veteran C, kunnet konstatere, at når en klub i yderzonen af regionen, hvor klubberne ligger mere spredt, tilmelder mere end 1 hold, da kommer man ved sammensætningen af puljerne til at få store afstande at køre for holdene i puljerne.
På årsmødet i 2012 drøftede man, om man skulle begrænse muligheden for tilmelding af mere end 2 hold for en klub i C-rækkerne, hvilket ville indebære en ændring af turneringsbetingelserne.
Men dette ønskede man ikke på årsmødet.
 
Op- og nedrykning mellem DGU´s divisionsrækker og Holdturneringens A-rækker
Resultaterne fra finalerunderne mellem vinderne af puljerne førte her i 2013 i Senior A-rækken til, at det blev Dejbjerg og Give, der rykker op i 3. division under Dansk Golf Union.(DGU), som de 2 bedste Senior A-hold, der ikke har et 3. divisionshold under DGU i 2013.
 
Der gælder her de samme regler for divisionsrækkerne under DGU som i Regionsgolfens Senior/Veteran A-, og B-rækker, at en klub ikke kan have mere end ét hold i hver divisionsrække.
En klub kan således godt have både et 1.div.hold, et 2. div.hold og et 3.div.hold.
 
Ned fra DGU´s Senior- 3.division til Senior A rykker i år: Golfklubberne fra Vejen – Odense Eventyr og Mollerup
 
Senior A- og Senior B-rækkens puljer vil fremgå af hjemmesiden, når tilmeldingerne til turneringen-2014 er afsluttet.
 
Turneringslederne i ØST og i Vest har drøftet de ret voldsomme afstande som Veteran-elite klubberne under Regionsgolfen har måttet tilbagelægge her i 2013, og man har på formandsmøderne med DGU´s matchledelse anmodet om og argumenteret for, at DGU i 2014 får oprettet en 2. division for Veteraner. 
DGU´s matchledelse har godkendt behovet for en udvidelse og anbefalet dette overfor DGU´s bestyrelse, og dette har nu ført til, at danmarksturneringen i 2014 udvides med en 2. divisionsrække for veteranhold med 4 puljer, hvor der er 4 hold i hver pulje.
Samtidig har DGU besluttet, at nedrykkerne fra årets veterandivision rykker ned i den nye 2. division for Veteraner, og ikke ned i Regiongolfens Veteran-elite rækker.
 
1.   division for Veteraner kommer i 2014  til at bestå af flg. hold fra vest:
Ørnehøj - Viborg – Aalborg – Randers Fjord -  Aarhus - Esbjerg – Odense – Faaborg
 
2.   division for Veteraner kommer i 2014  til at bestå af flg. hold fra vest:
Sæby – Hjørring – Harre Vig – Fanø Vesterhavsbad – Himmerland – Horsens – Aarhus – Esbjerg
 
Herved er nettet af deltagende klubber blevet tættere, hvilket skulle føre til kortere kørselsafstande.
 
Veteran-eliterækken i VEST kommer derved til at bestå af:
Struer – Viborg – Brønderslev -  Sindal -  Herning -  Vejle – Vestfyn  –  Kolding – Nordvestjysk  – Aalborg – Norddjurs – Hammel – Fredericia – Ribe – Lillebælt – Varde  
 
Regiongolfens Veteran A- og Veteran B- rækkens puljer vil fremgå af hjemmesiden, når tilmeldingerne til turneringen 2014 er afsluttet.
 
Det er turneringsledelsens opfattelse, at der er basis for den samme udbygning af eliteturneringerne for veteraner, som svarer til den, der i de foregående år er sket for divisionsturneringerne for Seniorgolf.
 
Regionsfinalerne blev i år afholdt på Trehøje Golfklubs bane søndag den 15. september 2013, og klubben lagde de perfekte rammer til nogle meget spændende og velafviklede finalerunder, hvor vi også var meget heldige med at have godt vejr.
Da vi jo også i år har fået den glæde at have Golfexperten som sponsor, stod de for forplejningen til finaledeltagerne under præmieuddelingen, og Turneringsledelsen kunne i den sammenhæng opfordre spillerne til at støtte og omtale Golfexperten godt overfor familie og golfvenner.
 
Resultaterne i regionsfinalen blev :
Senior A:         Dejbjerg – Breinholtgård           9 - 2
Senior B:         Morsø – Ikast                             7 - 4
Senior C:         Lemvig – Kolding                         9 - 2
Veteran E:       Randers Fjord – Faaborg           10 - 1
Veteran A:       Varde – Nordvestjysk               (8 – 3)
Her brugte Varde en ulovlig spiller i foursome allerede i kvartfinalerne, og Nordvestjysk står derfor som vinder i Regionsfinalen
Veteran B:       Brønderslev – Juelsminde           2 - 9
Veteran C:       Ikast – Birkemose                       5 - 6
 
Landsfinalerne mellem vinderne fra Region Vest og Region Øst i Senior A- B og Veteran Elite-A-B-C rækkerne, om det uofficielle danmarksmesterskab i disse rækker, blev afholdt i Comwell Kellers Park Golfklub, hvor Veteranerne om fredagen den 20, september havde samtidig start fordelt på 4 huller medens seniorerne om lørdagen den 21. september startede fortløbende fra hul 1.
 
Landsfinalerne afvikles jo skiftevis øst og vest for Storebælt, og de blev i år afviklet på Comwell Keller Parks Golfbane ved Vejle, der velvilligt havde stillet deres bane til rådighed.
Da klubbens stab samtidig bakkede landsfinalen flot op, og hullerne man spillede på var i meget fin stand, blev landsfinalerne flot afviklet på en spændende bane.
Vi var samtidig heldige med pænt vejr med kun enkelte byger.
Hovedsponsor betalte for en flot buffet, der fik meget berettiget ros fra deltagerne.
Præmierne blev foruden vandrepokalerne til mestrene suppleret med logobolde til alle deltagerne samt gavekort til mester + runner up fra holdturneringens hovedsponsor Golfexperten.
 
Resultaterne i landsfinalen blev :
Senior A:  Dejbjerg – Skjoldnæsholm                 7 _ 4
Senior B :  Morsø – Odsherred                           7 – 4
Veteran E: Randers Fjord – Helsingør                1,5 – 9,5
Veteran A: Nordvestjysk – Odsherred               1,5 – 9,5
Veteran B: Juelsminde – Kokkedal                      9 – 2
Veteran C: Birkemose – Odsherred                    7 -  4
 
Som det har været tilfældet i alle de andre forudgående år stod turneringsledelserne ØST/VEST også for afviklingen af landsfinalerne i de handicapbaserede A-B-C-D rækker, der dog af hensyn til de efterhånden mange hold var blevet flyttet til søndag den 22. september 2013 på
Lyngbygaard Golf Klubs bane ved Aarhus med gunstart kl. 9.00
 
Resultaterne fra alle Regions- og Landsfinaler, samt billederne af de deltagende hold kan ses på Holdturneringernes hjemmeside => www.regionsgolf-danmark.dk
 
Turneringsledelsen for Holdturneringen for Seniorer og Veteraner vest for Storebælt
har i 2013 bestået af John Schiøler Andersen, Knud Højgaard, Jørgen Troels Fabian, Bente Jensen og Kurt Jensen til at varetage turneringens daglige drift.
John Schiøler Andersen har været formand
Knud Højgaard har været næstformand og matchplanlægger og herunder stået for tilrettelæggelse af rækkernes finalerunder.
Bente Jensen har været matchplanlægger, og herunder stået for tilrettelæggelse af rækkernes finalerunder.  
Kurt Jensen har været kasserer
Jørgen Troels Fabian har varetaget specialopgaven som turneringens webmaster, og været Turneringsledelsens medlem i det af de 3 turneringsledelser for Region ØST, ABCD,vest og Senior/veteran,vest nedsatte fælles  webudvalg, der skal sørge for at optimere funktion og anvendelsen af hjemmesiden.
 
Webudvalget har bestået af John Munthe fra Region Øst, Jill Hanghøj fra ABCD-vest og Jørgen Troels Fabian.
 
Dansk Golf Union : DGU besluttede allerede i 2009, at formanden for Region-Danmark, Øst og formanden for Region-Danmark, Vest kan deltage i DGU´s repræsentantskabsmøder uden taleret, og det gjorde formanden for Region-Danmark, Øst, John Munthe og undertegnede den 22.-23. marts 2013 på kursuscenter Comwell ved Middelfart.
Vi fik her en god mulighed for at udveksle synspunkter med repræsentanter fra landets golfklubber, der som regel er klubbernes formænd.
Det var også allerede blevet aftalt i 2009 med DGU, at der afholdes et årligt koordinerende møde mellem DGU´s Sports- og Servicekontor og formændene for henholdsvis Region-Danmark, Øst og Region-Danmark, Vest for Seniorer og Veteraner.
Hvor det dog er aftalt med DGU at der kun afholdes møde, når der er aktuelle spørgsmål, der skal drøftes, idet der jo ikke er grund til at holde møde for mødets skyld.
I år er vi pr telefon blevet orienteret af DGU om, hvem der rykker ned fra divisionerne, og Regionsgolf Senior/Veteran ØST og Vest har orienteret DGU om, hvem der rykker op til 3.division fra Senior A, og hvem der rykker op til den nye 2.division fra Veteran-elite.
 
Vi skal dog her på årsmødet meddele, at såfremt der er spørgsmål, som deltagerne finder meget påkrævet at turneringsledelsen drøfter med Dansk Golf Union i forbindelse med samspillet mellem DGU og Regionsgolfen, da er man meget velkommen til at fremkomme med dette, og Turneringsledelsen vil efter samråd med ØST sørge for det videre forløb.
 
I den sammenhæng har det på tidligere årsmøder været oplyst, at såfremt der skal være støtte til øernes golfklubbers rejse i forbindelse med holdturneringen, skal klubberne i fremtiden sende en evt. ansøgning til DGU´s Ø-fonden.
Turneringsledelsen har besluttet at bistå øernes golfklubber med ansøgningerne til Ø-fonden. Der er dog endnu ikke kommet noget resultat i denne sag.
I holdturneringen i 2013 har golfklubberne på Læsø, Samsø og Fanø modtaget 500,- kr. for hver rejse, de skulle foretage til Jylland i forbindelse med en kamp, under forudsætning af, at de henter det gæstende hold, der kommer til dem, ved færgen.
Tilsvarende har de jyske klubber fået 500,- kr. for hver kamp, de har spillet på øerne.                                                                      
 
DGU´s bestyrelse har siden 2010 givet turneringsledelserne i holdturneringerne for Seniorer og Veteraner 4 af DGU´s introduktionskort til spil på golfbaner, som anerkendelse af det store arbejde turneringsledelserne udfører.
Introduktionskortene er stilet til de 3 formænd for henholdsvis Region Øst, Region Vest, Senior og Veteraner, samt Region Vest, ABCD-rækkerne.
Det fjerde kort går på tur mellem de 3 turneringsledelser og gives til én af næstformændene i de 3 turneringsledelser, hvor det i 2012 har været næstformanden i Region Vest, ABCD, der har haft det, og i 2013 har været næstformanden i Region Øst, der har haft det..
 
Turneringsledelsen i Region Vest, Seniorer og Veteraner havde tidligere fundet det rimeligt, at vi i vores budget for 2012 fik afsat en godtgørelse for 10 x greenfee til hvert medlem i turneringsledelsen, der bl.a. blev brugt i forbindelse med banebesigtigelser.
Som man kunne se af turneringens regnskab på årsmødet i 2012, var dette et pænt beløb, der belastede turneringen, og turneringsledelsen har derfor i 2013 begrænset udgifterne til greenfee og kørselsgodtgørelser, hvilket kassereren Kurt Jensen vil kommentere under punktet økonomi.
 
Turneringsledelsen skal her ikke undlade at bemærke, at såfremt man på årsmødet finder, at flere i turneringsledelserne for holdturneringerne i ØST og VEST skal have introduktionskort til spil på golfbaner, er situationen den, at golfklubberne skal indsende forslag om dette til DGU´s bestyrelse, hvor det så skal vedtages.
 
Turneringsledelsesmøder :
Der har været afholdt ordinære turneringsledelsesmøder den 29. oktober 2012 og 25. januar 2013, samt et telefonmøde over internettet den 18. februar 2013, hvor man drøftede samarbejdet mellem turneringsledelserne i Regionerne ØST og VEST.
Efterfølgende har der været fællesmøde mellem Region ØST og Vest i Vejle den 1. juni 2013, hvor man bl.a. drøftede: Form, indhold og mødestruktur for fællesmøder. – turneringsbetingelserne for turneringerne (herunder spærrereglen for divisionsspillere) - sponsorforhold efter 2014 – Regiongolfens hjemmesider- samt PR. Brochurer/artikler mm.
Turneringsledelsen har besluttet at udvide og udbygge samarbejdet mellem ØST og VEST,
Det er vigtigt at dette fremtidige samarbejde afklares.
Der er endvidere blevet afholdt et turneringsledermøde den 20. juli 2013 i Blåvandshuk, hvor man på mødet kunne konstatere, at de indledende runder er overstået og erfaringer herfra medfører følgende:
-          Tilmeldinger til Turneringen-2014 udsendes umiddelbart efter Årsmøderne med tilmeldingsfrist d. 1. december 2013, og betalingsfrist d. 15.december 2013. Herefter udsendes rykker til de klubber, der ikke har betalt.
-          Betaling skal være på plads inden jul, ellers medtages holdene ikke på listen.
-          Det har vist sig svært at holde de 2 turneringer ABCD og Sen/Vet adskilt for klubberne, og turneringsledelsen har brugt mange resurser på at forklare, at det er 2 helt adskilte turneringer. Vi kan kun understrege i turneringsbetingelserne, at dette er tilfældet.
-          Ændringer i finalerunderne aftales mellem klubberne og værtsklubben. Der sendes mail fra begge klubber til matchplanlægger, som videresender til webmaster, der herefter tilretter på hjemmesiden.
På mødet drøftede man også praktiske tiltag i forbindelse med Regions- og Landsfinaler.
Det er nok også lige på sin plads at gentage fra sidste årsmøde, at på ØST/VEST møderne blev det allerede i 2010 besluttet, at landsfinalerne fremover skal afholdes over 2 dage på grund af den store tilslutning fra landets golfklubber,
 
Traditionen tro, var der også et mindre ØST/VEST møde i forbindelse med landsfinalen for Seniorer og Veteraner i Comwell Kellers Park Golfklub i september 2013, hvor Vest var matchleder og ØST hjalp med matchafviklingen.
På de ordinære turneringsledelsesmøder har man bl.a. drøftet erfaringerne med, at klubberne selv kunne aftale og vælge hvilken dag, de ønskede at spille i den uge, der var afsat til deres indbyrdes kamp. Det har heldigvis vist sig, at klubberne har administreret dette godt, og det har også vist sig udmærket, at såfremt klubberne ikke kunne blive enige er det hjemmeklubben, der bestemmer, hvilken dag kampen skal spilles.
 
På ØST/VEST møderne mellem turneringsledelserne for Seniorer/Veteraner i ØST/VEST, og ABCD.vest har man ligeledes bl.a. gennemgået rammerne og turneringsbetingelserne for holdturneringerne og afvikling af holdturneringerne, således at de skulle være ens på begge sider af Storebælt, bl.a. således at der er ens baggrund for at klubberne kan mødes og afholde landsfinaler.
Der er via hjemmesiden og e-mail foregået en livlig korrespondance mellem de 3 turneringsledelser for at koordinere turneringsbetingelser og samarbejde omkring løsning af fælles opgaver.
 
Årsmødet:
Det er i år ABCD, vest, der står for den praktiske tilrettelæggelse og indkaldelse, og dagsorden har stået på hjemmesiden siden 9.august 2013.
Årsmødet i 2014 er i Tange Sø (sen/vet), hvor det er Senior/Veteraner vest, der har ansvaret for afholdelsen.
På årsmøderne for Senior/Veteran, vest hører turneringsledelsen selvfølgelig efter gode råd og forslag fra forsamlingen, og beslutter ud fra dette, hvad der skal stå i turneringsbetingelserne. Og så er det jo i øvrigt årsmødet, der på god demokratisk vis vælger, hvem der skal sidde i turneringsledelsen.
 
Holdturneringens Sponsor.
Da Regionsgolfens mangeårige sponsor Royal Unibrew ophørte med sit sponsorat i 2010 nedsatte
Turneringsledelserne fra Senior/Veteran,vest- ABCD,vest og Region Øst et sponsorudvalg, der arbejdede meget hårdt i en vanskelig tid for at få en sponsor, der også kunne se en fordel i at sponsorere Danmarks ubetinget største holdturnering for klubhold, som Regionsgolf-Danmarks holdturneringer jo er.
Dette udvalg har afholdt flere møder og hvert af dets medlemmer har hver især haft drøftelser med aktuelle firmaer.
Det var derfor glædeligt, at der blev indgået en sponsoraftale i oktober 2011 med Golfexperten, der nu er Regionsgolf-Danmarks hovedsponsor, og aftalen er ind til videre gældende frem til udgangen af 2014.
Turneringsledelserne arbejder i øjeblikket ihærdigt videre med at få løst problemet med at skaffe sponsorer fremover.
 
Hjemmesiden (IT):
 
Vi har nu arbejdet med Regionsgolf-Danmarks fælles hjemmeside www.regionsgolf-danmark.dk i de sidste 6 år, og det har været en stor administrativ hjælp, hvor vi i turneringsledelsen har den glæde, at flere og flere fra golfklubberne anvender og arbejder seriøst og godt med hjemmesiden,
 
På forsiden kan man klikke ind på enten ”ØST” eller ”VEST” alt efter, hvad man har brug for
 
Det skal endvidere bemærkes, at regionerne er blevet enige om at dele udgifterne i forbindelse med ændringer til hjemmesiden.
 
Overgangen til hjemmeside for Seniorerne og Veteranerne her i vest er forløbet hensigtsmæssigt ikke mindst takket være vores webmaster Jørgen Troels Fabian, der ihærdigt har hjulpet alle klubkoordinatorer, der henvendte sig, ved personligt at give dem råd og vejledning til at komme i gang, således at de kan klare sig selv fremover.
 
Det er i øvrigt Turneringsledelsen opfattelse, at det er en udmærket ide, at der både i ØST og VEST er blevet etableret et korps af klubkoordinatorer, som har gode faglige kompetencer, og som kan klare evt. problemer derude, som der evt. kan være blandt holdkaptajner og klubsekretærer.
Det er hensigtsmæssigt for en rationel og hurtig administration af holdturneringen, at det ikke hele tiden er turneringsledelsen, der skal anvende ressourcer på at klare problemer, der lige så godt kan klares derude.
Turneringsledelsen føler derfor, at der er en fin goodwill ude i klubberne, og vi føler, at vi er ved at være over alle børnesygdommene, som der jo normalt er, når man indfører et nyt system.
 
Der har i løbet af året været afholdt møder mellem holdturneringernes webudvalg for at etablere hensigtsmæssige ændringer til hjemmesiden www.regiongolf-danmark.dk .
 
Afsluttende bemærkninger
Afslutningsvis skal det bemærkes, at det er en stor glæde for turneringsledelsen, at kunne konstatere den store tilslutning til holdturneringen, samt at modtage de mange positive tilkendegivelser fra de deltagende spillere.
Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi samtidig kan glæde os over oprettelsen af den nye 2. division for veteraner under DGU.
 
Som tidligere nævnt vil tilmeldingsbrev og tilmeldingsblanket til holdturneringen i 2014 bliver sendt ud umiddelbart efter Årsmødet med besked om, at man skal tilmelde sig på hjemmesiden  www.regionsgolf-danmark.dk
 med tilmeldingsfrist d. 1. december 2013, og betalingsfrist d. 15.december 2013, hvorefter der herefter udsendes rykker til de klubber, der ikke har betalt.
 
Nyborg, den 1. oktober 2013
John Schiøler Andersen
Formand for Regionsgolf-Danmark, Vest
for Seniorer og Veteraner
 
 
Referat af Årsmøde Seniorer-Veteraner, Vest 5. oktober 2013 i Hedensted Golfklub
 
Forsamlingen blev budt velkommen af formand John S.-Andersen
 
Punkt 1 - Valg af dirigent.
Peter Schaarup, Viborg blev foreslået og valgt. Dirigenten konstaterede at indkaldelsen, der blev varslet 9. august 2013 er lovligt varslet i.h.t. vedtægterne.
 
Punkt 2 - Formandens skriftlige beretning
lå på bordene, og få overskrifter blev mundtlig fremhævet: bl.a. at der har været stigende deltagerantal i løbet af de senere år. Der er mange hold tilmeldt i Veteran-C, og der kan i visse tilfælde være problemer med kørselsafstand. Forsøges løst bedst muligt. Oprettelsen af klubkoordinatorer og holdkaptajner har løst nogle af problemer med bl.a. indberetning af resultater. Samarbejdet med disse vil forsøges udvidet. Beretningen blev taget til efterretning.
 
Punkt 3 - Regnskab og budget
forelagt af kasserer Kurt Jensen, og regnskabet blev taget til efterretning. Der var i 2013 tilmeldt 282 hold, hvoraf 1 hold blev afmeldt.
Palle Olsen, Svendborg spurgte om turneringen kun havde 1 sponsor, og det blev oplyst, at det er tilfældet indtil 2014, hvor nuværende ”hovedsponsor” ikke længere ønsker at være hovedsponsor, men er åben for at fortsætte samarbejdet på en eller anden måde.
Tove Nielsen, Nordvestjysk spurgte hvad kørselsudgifter indeholdt. Dækker udgifter til kørsel til møder og finaler.
 
Punkt 5 - Der skal foretages nogle tekniske vedtægtsændringer:
Suppleanter indtræder for ”perioden” dvs. restperioden for den person, de indtræder for.
 
Punkt 6 - Valg til turneringsledelsen:
På valg Knud Højgaard og Bente Jensen, som begge blev genvalgt uden modkandidater. John S.-Andersen og Troels Fabian ønskede begge at udtræde af ledelsen, og nuværende suppleant Finn Lund Vejle og Thomas Gøbel, Odense blev foreslået og valgt med applaus.
 
Punkt 7 - Som suppleant
blev Peter Thingholm, Skanderborg foreslået og valgt.
 
Punkt 8 - og som revisor
Hans Henrik Schaltz, Himmerland.
 
Punkt 9 - Eventuelt:
Sebber Kloster har foreslået ændring af turneringsbetingelser i forhold til indberetning af resultater. Forslaget blev diskuteret og turneringsledelsen vil drøfte det og afstemme med betingelserne i Sen/vet. i Øst, da det er nødvendigt af hensyn til Landsfinalen at disse betingelser er så ens, som der er muligt.
 
Skanderborg Golfklub har ligeledes forslag til ændring af turneringsbetingelser. Her er det spærrereglerne man ønsker ændret. Disse vil ligeledes blive drøftet og afstemt med Øst.
 
Afslutningsvis blev de afgående medlemmer af turneringsudvalget.
Formanden gennem mange år John S. Andersen og mangeårig Webmaster Troels Fabian hyldet med gaver og klapsalver.
 
P.v.a. Turneringsledelsen for Seniorer og Veteraner, Vest
Bente Jensen
 
Turneringsledelsen for Seniorer og Veteraner Vest har konstitueret sig som følger:
 
Formand: Knud Højgaard
Næstformand og Matchplanlægger Nord (linie - Århus/Ringkøbing): Bente Jensen
Kasserer og webmastersuppleant: Kurt Jensen
Webmaster og sekretær: Finn Lund
Matchplanlægger Syd(linie – Århus/Rinkøbing): Thomas Gøbel
 
På valg 2014:
Bente Jensen, Thomas Gøbel og Kurt Jensen
Og 2015
Knud Højgaard og Finn Lund
 
 


 

Hovedsponsor

 

Regionsgolf Danmark Største turnering

© Regionsgolf-danmark.dk.